DA / EN

Vision

Icon

Foredragsholder Sebastian Nybo

Alle mennesker er geniale... der er bare mange der ikke har opdaget det endnu...

Jeg er ofte blevet spurgt, om jeg oplever at have en opgave i livet - om jeg har et formål med det jeg gør - og svaret er JA.  Min opgave er at få mennesker til at gen-huske deres unikke potentiale og hjælpe med at få adgang til alle deres talenter og ressourcer. Vi er udstyret med en række intelligenser, der - når de samarbejder frit og uhindret - naturligt og ubesværet, skaber synergi og radikal innovation. Vi er geniale - vi har bare glemt det. Indkodet i vores bevidsthed ligger der et evigt ønske om at højne, forædle og udvikle os som art - en egenskab vi deler med alt andet omkring os - og det er den aspiration jeg er her for at støtte. Alt for mange har alt for længe været undertrygt, understimuleret og udsultet - og det være sig både på det fysiske, det mentale og det åndelige plan.

Et af de eksempler jeg anvender i min undervisning og som foredragsholder, når jeg vil illustrere dette, er et træ. Planter vi et træ i en næringsjord, beskytter det under opvæksten, giver det vand og sol og sikrer den de optimale betingelser, vil den udfolde hele sit potentiale. Det ville vokse sig stort og lige. Plantede vi det samme træ på min fødeegn - i det vestjyske - ville træet tage form af den ensidige vind og den sparsomme næring. Overfører vi det symbol til os mennesker, ville du så være blevet anderledes, hvis du altid havde fået de optimale betingelser? Forskellen mellem os og træerne er, at træerne ikke kan “rettes op”, når først de har taget form - men det kan vi mennesker. Gennem mit arbejde med mennesker har jeg oplevet mange, der - når først de er blevet vækket - har indset deres egen unikke skaberkraft og rettet sig op i deres fulde potentialehøjde. Det er omdrejningspunktet i mit arbejde.

Ligeværdighed - et grundvilkår for udvikling

Jeg er en stor fan af Kierkegaard og hans eksistentialisme. I hans tilgang til verden tager han også udgangspunkt i ligeværdighed som et grundprincip. Det kan meget vel være, at du har større beføjelser end mig - at du via dit job har magt til at ændre mine livsbetingelser - men set fra et etisk perspektiv, så har alle mennesker - uanset alder, farve eller køn - samme grundmæssige værdi. Denne indsigt i forståelse for og anerkendelse af det enkelte menneske er for mig indlysende sand. Og det er med det udgangspunkt, jeg har udviklet alle de træningsprogrammer, der indgår i vores program. På vores ledertræning er det det første, vi arbejder med - for hvis en leder ikke kommunikerer ud fra ligeværdighed, hæmmer vedkommende det menneskelige potentiale omkring sig. Kun i en værdig dialog bliver lederskabets sande kvalitet synlig. Ofte bliver deltagerne (ledere)  forundrede over dette udgangspunkt og indvender “jamen, det er jo mig der bliver holdt ansvarlig - ikke medarbejderne. Jeg kan da ikke skulle lade dem beslutte eller bestemme” ??? “Nej,” er mit svar. “Som leder har du ansvar for og pligt til at træffe de - på ethvert givent tidspunkt - optimale valg/beslutninger - men det gør dig ikke til et mere værdifuldt menneske end dine medarbejdere. Du har retten til at beslutte - de har retten til at blive rådspurgt. En leder taler altid sandt. Han eller hun er det fyrtårn, der altid er til at stole på. Du kan være friholdt i at fortælle dine medarbejdere alle informationer - men det du siger er altid sandt. Det er ligeværdighed omsat i handling.” Jeg har kaldt det for “Det Autentiske Lederskab” og de virksomheder, der har implementeret denne tænkning, har oplevet, at medarbejdernes tillid til ledelse er vokset med øget loyalitet, selvmotivation og vitalitet til følge. 

Hvor meget genialitet, vitalitet og foretagsomhed går tabt hver dag?

I mit virke i erhvervslivet oplever jeg ofte, at den naturlige lyst til læring og udvikling - der er iboende alle mennesker - har trange kår. Mange medarbejdere har “taget form” af den ensidige ledelsesvind, der har hersket i de fleste virksomheder - hvor agendaen har været at maksimere udbyttet og minimere omkostninger - og hvor HR har været set som en omkostning. Det har været god lederlatin at se på medarbejderne som en del af produktionsapparatet, der kunne udskiftes og smides væk, når det ikke virkede mere. Sådan er det heldigvis ikke mere...eller rettere sagt, sådan er det heldigvis ikke alle steder mere. For der er stadig mange arbejdspladser, hvor mistrivsel, kompetencenedslidning og nedvurdering er dagligdagen for både medarbejder og mellemleder. Jeg fornemmer hurtigt, hvem og hvilke opgaver der er Upstairs...og hvem og hvad der er Downstairs. Og hvis man tror, at man i sådanne organisationer opnår de optimale betingelser for dynamik, empowerment og innovation, tager man ganske og så absolut fejl. På vores breddegrader er der sket mange forbedringer - drevet både af udviklingen af vores etiske menneskesyn og af de ændrede markedsbetingelser, hvor der nu er knaphed på ressourcestærke medarbejdere. Men i det globale perspektiv er der lang vej igen. I lande som Indien, Kina, Vietnam - for slet ikke at tale om det afrikanske kontinent -  er processen dårligt synlig, så set med internationale briller er spildet af menneskelige ressourcer enormt.

Hvad gør vi så ved det...alt det vi kan
Et af omdrejningspunkterne i det teorisæt, jeg har udviklet, er ansvarlighedsprincippet. Man skal gøre alt det man kan inden for sin cirkel af indflydelse. Så hvis man arbejder som vikar på en tandlægeklinik, har man en anden cirkel af indflydelse, end hvis man ejer klinikken. Hvis man sidder som udviklingskonsulent i HR eller som serviceassistent i kassen, har man en cirkel af indflydelse, og hvis man er direktion, har man en anden. Det jeg anbefaler er, at man hver dag gør alt inden for sin cirkel af indflydelse - intet mere. Så hvordan kan du - via din adfærd - hjælpe med at bringe dine kollegers ubrugte potentiale i anvendelse - hvad kan du som leder gøre for at anerkende, at alle har samme grundmæssige værdi, og hvad kan du som politiker, minister eller præsident gøre for at give alle mennesker de optimale vækstbetingelser - til gavn for hele menneskeheden. Det begynder hos dig...så gør alt hvad du kan inden for din cirkel af indflydelse - så er en bedre fremtid allerede begyndt......

Sebastian Nybo
Master of Talent


Download

Klik på billedet for at downloade PDF.

305 kb
Henvendelsen omhandler  *
Navn  *
Telefon  *
Email  *
Besked